Prolog (til mig, og alle andre der har svært ved at høre for lutter ord)

Problemet er ordene
du kan ikke høre dem
Orddøvhed i en
ordtidsalder med pågående
ordkrig.
Men prøv så at lytte!
Lyt nu – hører du?

------------------------

Ordene hænger i luften,
som sten i en storm
fra et tårnmonument tag
registreret i tidsstilstand,
alt tier og er blevet

Stille

Monumentet er vilje
i en storm af sårbarhed
vilje, som et punkt
i stormen af sårbarhed

Kan vi stole på hinanden?
Mennesker og lande – hvem forlader hvem,
først?

Sårbarheden er strengen mellem os,
der bliver styrken mellem os
i fremtiden

Ordene giver du plads
gennem tid,
din vilje udsiger dem,
lader dem hænge som malerier
på renommerede evigheds-museer.
De erstatter alle de andre,
alle rammer rummer ét
maleri

Ordene er et trådstyndt sværd
der synger igennem mig
åbning
rummelighed,
fordi du er sårbarheden,
der tør være viljen,
til længsel efter omsorg

Ordene dirrer i mit bryst,
fordi jeg mærker mit hjerte slå,
og tørheden stiger i min hals,
og sender al fugt til mine tårekanaler,
når du siger:

Læg våbnene ned!
Læg våbnene ned!
Læg våbnene ned!
---------------------
Elske--------------
---------------------
Forene------------

Stilhed, alting besvimer inden i mig!
Jeg vil ikke stoppe med at høre.

 

Charlotte